Hvad er altanfirmaets rolle, når der skal etableres nye altaner?

Det kan måske virke som et underligt spørgsmål:

Hvad laver et altanfirma som Altana egentlig?

I virkeligheden er svaret dog mere kompliceret end man måske i første omgang forventer.

Fra rådgivning til tilbudsgivning, projektering, myndighedsbehandling, opmåling, ingeniørberegninger, produktion og montage. Hvem gør hvad?

Altanprojekter: Hvem gør hvad?

Selve processen fra beboerens idé til ibrugtagning af ejendommens nye altaner, kan godt være lang.

Den idebærer en masse faser, som i mange tilfælde kan være tidskrævende. De fleste af disse faser sker selvfølgelig hos altanfirmaet, som har rollen som entreprenør i altanprojektet.

Der er dog også en masse andre aktører, som alle spiller en vigtig rolle. Det kan være bygherre rådgiver, kommunens sagsbehandler, ingeniøren, smeden, betonleverandøren, dør-fabrikanten, anderkendt statiker, diverse underentreprenører, og ikke mindst, bygherren, altså dig og dine naboer.

Et altanfirma som Altana er med andre ord afhængig af en masse samarbejdspartnere for at få jeres altanprojekt realiseret. I det følgende vil vi komme ind på nogle af de forskellige faser i processen og hvem der gør hvad!

Fra idé til første kontakt med rådgiver eller altanfirmaet

Den første aktør i hele processen er dig.

Det hele starter med en idé om at få opsat altaner på ejendommen som man bor i. Man snakker måske sammen med sine naboer, og beslutter på en generalforsamling eller lignende at det skal undersøges nærmere hvordan man kan få etableret altaner, og hvad et altanprojekt koster.

I visse tilfælde vil man som forening tage direkte kontakt til et altanfirma som Altana. Andre gange vil man i første omgang lade en bygherrerådgiver eller administrator være tovholder for processen.

Bygherre, bygherrerådgiver og administrators rolle i et altanprojekt

Der er mange forskellige måder for en bygherre at administrere et altanprojekt.

Bygherren kan tage kontakten med altanfirmaet direkte

Man kan selvfølgelig selv tage kontakten direkte med altanfirmaet, hvor man i beboerforeningen vælger en repræsentant til at være tovholder og primær kontaktperson for altanfirmaet.

I større andelsbolig og ejerforeninger kan der blive nedsat et decideret altan-udvalg som i fællesskab træffer beslutninger og kommunikerer med altanfirmaet.

En administrator som tovholder

Bygherren kan dog også vælge at lade kontakten til altanfirmaet gå igennem en administrator. Administratoren vil i mange tilfælde være en advokat eller et firma der tager sig af ejendomsforvaltning.

På denne måde vil administratoren koordinere de økonomiske, juridiske og administrative dele af projektet.

De vil som regel udarbejde en kontrakt med altanfirmaet, hvor der vil blive sat krav til deadlines, betalingsrater og andre ting.

Administratoren tager som udgangspunkt dog ikke stilling til de arkitektoniske spørgsmål så som materialevalg, altanens udformning og placering.

Bygherrerådgiver

Bygherre kan også vælge at få hjælp af en bygherrerådgiver. I nogle tilfælde vil bygherrerådgiverens rolle ligne administratorens en del, men med et lidt større fokus på det arkitektoniske.

Man kan dog også overlade tøjlerne i en langt højere grad til en bygherrerådgiver. I nogle tilfælde vil rådgiveren så selv udarbejde tegnings materiale og søge byggetilladelse på et altanprojekt og stå for at sende altanprojektet i udbud, hvor forskellige altanfirmaer så kan byde ind.

Når altanfirmaet er udpeget, vil bygherrerådgiveren så, som den primære tovholder stå for i samarbejde med altanfirmaet, at følge projektet til dørs.

Hvad skal man vælge?

Et altanprojekt kan for nogen være en stor mundfuld at skulle overskue, og er man i tvivl om man i foreningen kan blive enige om at kommunikere med altanfirmaet gennem en repræsentant, kan det være en god idé at overlade opgaven til en administrator eller en rådgiver.

Vælger man en administrator, der kun tager sig af det administrative, vil altanfirmaet selv projektere og indhente byggetilladelse. Hos Altana har vi derudover gode kompetencer til at vejlede bygherre om byggeprocessen, og de valg der skal træffes undervejs.

Det kan dog være en god idé at lade en bygherrerådgiver om at styre processen, hvis man ønsker at have en uvildig tredje part med på råd.

Arbejdet begynder hos altanfirmaet

Tilbudsgivning og kontrakt

Uanset om altanfirmaet kontaktes direkte af bygherre, om henvendelsen kommer fra en administrator eller en rådgiver eller om sagen først bliver vundet af altanfirmaet gennem en udbudsrunde, så begynder processen med et møde mellem altanfirmaet, bygherre og den eventuelle tredje part.

Ejendommen vil blive besigtiget, der vil blive snakket om mulighederne, og aftalt et udgangspunkt. Herefter vil altanfirmaet udarbejde et tilbud.

Når der er enighed om tilbuddet og de forskellige parters forventninger til projektet, vil der blive underskrevet en kontrakt.

Projektering og konstruktion

Projekteringen af projektet tager altanfirmaet sig som udgangspunkt af.

Der kan dog være tilfælde hvor rådgiver allerede har udarbejdet tegningsmateriale og indhentet byggetilladelse, og her vil vores rolle være begrænset til at tilpasse tegningerne til vores altan-specifikationer.

I de fleste tilfælde vil facader også blive opmålt af en landmåler, som leverer et præcist udgangspunkt for vores tegninger.

Når tegningerne er på plads, sender altanfirmaet dem ind til kommunen sammen med en ansøgning om byggetilladelse.

Sideløbende med at kommunen sagsbehandler det indsendte materiale, udarbejder Altana nu et konstruktionsgrundlag som sendes til en ekstern ingeniør.

Ingeniørberegninger og myndighedsarbejde hos kommunen og statiker

Hos ingeniøren vil altanprojektet blive beregnet, og de enkelte konstruktive løsninger vil blive vurderet fra altan til altan. Hos Altana foregår dette ofte med input fra vores konstruktionstegner.

Når ingeniørprojektet er på plads, vil det blive sendt ind til kommunen som supplerende materiale til byggesagen. Det skal nu vurderes af en ingeniør, som er tilknyttet kommunen, og som skal give grønt lys for at processen kan fortsætte.

Fra at altanprojektet slipper altanfirmaets projekteringsafdeling, skal det altså forbi tre forskellige uafhængige parter inden vi modtager en endelig byggetilladelse.

Planlægningsfasen kører sideløbende med myndighedsbehandling

Der kan gå noget tid med udarbejdelse af ingeniør-projektet samt sagsbehandling hos kommunen og statikeren. Hos Altana sørger vi dog for at bruge ventetiden konstruktivt, og vi vil i denne periode begynde at planlægge leverencer af døre, beton og stålaltaner, samt koordinering af eventuelle underentreprenører. Oftest vil vi i denne fase dog allerede have en byggetilladelse.

Altana vil som altanfirma gå i dialog med bygherre og rådgiver om de nærmere detaljer for altandøre og altaner. Nogle ting vil allerede være beskrevet i kontrakten og en eventuel dispenssation eller arkitekttilladelse fra kommunen, mens andre ting har behov for at blive afklaret.

Altanas planlægger vil nu varsle foreningen om opmåling til altandøre, og der vil blive udarbejdet skemaer for eventuelle tilvalg og døråbninger til beboerne.

Under opmålingen vil altanfirmaet endvidere holde et vågent øje med eventuelle udfordringer i de enkelte lejligheder.

Herefter vil der blive bestilt altandøre hos en vinduesleverandør, og produktionen af altanerne vil så småt aftalt med smed og betonleverandør.

Er der opgaver ud over altanfirmaets kernekompetencer, kan der også på dette tidspunkt blive taget kontakt til eventuelle underentreprenører, som eksempelvis maler, fundamentsfolk eller andre, der skal inddrages i projektet.

Derudover vil der nogle gange være telefonkabler på facaden, som TDC står for at flytte, og der kan være kabler til gadebelysning på facader mod gade, som kommunen normalt fjerner inden opstart af byggeplads.

Montage, byggeplads og færdiggørelse af altanprojekt

Altanfirmaet står som entreprenør normalt for hele udførelsesfasen af altanprojektet.

I visse tilfælde vil andre aktører dog blive inddraget.

  • Elektriker, der skal ændre kabelføringer eller flytte stikkontakter som sidder i vejen.
  • Gartner, hvis der er belægning, træer eller anden beplantning i vejen for vores platform.
  • Maler, hvis der er aftalt at indenvendige paneler og vægge skal leveres færdigmalede.
  • Kran for indhejsning af materialer og udstyr over hustage.
  • Container og håndtering af byggeaffald
  • Vognmandsfirma for transport af materialer og udstyr.

Herudover skal eventuelt VVS-arbejde være klaret inden opstarten af byggepladsen. Dette kan enten blive udført af altanfirmaet eller af et eksternt VVS firma.

I visse tilfælde vil altanfirmaet også bruge underentreprenører til at udføre delopgaver, der kontraktmæssigt er en del af entreprisen, men som ikke hører under vores kernekompetencer. Det kan være ting som eksempelvis facader afrensning og renovering.